Jeg, en hybridpendler, hvor er mine apps?
Jeg er vild med at cykle og bruger min trofaste jernhest så ofte som muligt. Derfor er jeg mildest talt også begejstret for, at man i dag kan tage sin cykel gratis med S-toget. Det er genialt.
Forleden havde jeg et morgenmøde med en kunde på Retortvej i Valby. Først skulle jeg fra Østerbro til Hellerup med den yngste på 4. Det foregik på cykel. Herefter hoppede jeg og cyklen på toget og susede til Valby St., hvorfra der var en kilometers penge frem til mit møde. Det kunne på ingen måde have lykkedes på den tid i bil eller ved "single commute" (ligesom "single malt" med ét transportmiddel).
Jeg brugte en kombination af Rejseplanen, Google Maps og intuition til at regne ud, hvornår jeg skulle tage afsted for at ankomme til tiden. Intuition fordi Rejseplanen og Google Maps ikke kan regne cykeltransporttider ud (eller finde separate cykelstier) - og det er lidt øv, når man bor i verdens cykelby nummer 1. Det fik mig til at tænke på "transporthybrid-apps" til cykel-tog-pendleren. Hvis man, som jeg, drøner rundt i byen på kryds og tværs og ofte kommer ud i periferien, kunne det være superfedt at kunne navigere bedre på tværs af transportformer i et snuptag.
Efter at jeg i dag fik øje på denne lille lækkerhed, BioLogic Bike Mount for iPhone, begyndte jeg at blive kreativ.
Med en sådan sag på styret kunne det være sejt med et mashup af Rejseplanen, DMI og et kort med højdekurver fra Geodæisk Institut. Så kunne jeg vælge at stå af på den S-togsstation, der leder mig frem mod mit mål med mest medvind og flest kilometer ned ad bakke. Hey, hvem ved, måske har Jacob Haugaards politiske liv ikke været forgæves?








Ole Kassow den 5. oktober 2010
Point: +0
Hej Kim, det lyder da fantastisk og hvis det kan komme med over i en app, så klapper jeg i hænderne, for det gælder jo om brugervenlighed.
Kim Jonasen Dsb den 5. oktober 2010
Point: +1
@ Ole på www.rejseplanen.dk har du faktisk mulighed for at vælge at du vil have cykel med og vælge hvor langt du vil cykle til/fra stationen, du kan også vælge at du kun vil cykle enten til eller fra stationen - alt dette under det der hedder "udvid din søgning". Du får også ruten på et kort når du har søgt rejsen. Jeg ved godt det ikke helt er det du efterspørger, men alt andet lige er det et skridt på vejen. Herfra og så få det over i Rejseplanens apps, burde være til at løse, så den skal jeg nok tage med videre.